Jan Sonnergaard – Radiator trilogien

Jan Sonnergaard har her skrevet 3 fremragende novellesamlinger, der er samlet i Radiator trilogien. Titlerne på de 3 novellesamlinger er Radiator, Den sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen.
De 3 novellesamlingers formål er at beskrive danskerne i 1990’erne. Og sikke et fremragende billede de får tegnet. Radiator koncenterer sig om de fattige, arbejdsløse og studerende, mens Den sidste søndag i oktober omhandler middelklassen og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen omhandler de rige i Nordsjælland.
Mange af novellerne er meget barske, men de får også tankerne i gang. Specielt gjorde de to noveller ‘William’ og ‘Bananfluerne’ et stort indtryk på mig.
‘William’ omhandler et kærestepar der er på café, og hvor en tilfældig mand kommer hen til dem og trænger sig på. Han får dog lov at sætte sig og fortæller fuldstændig umotiveret, hvordan en dreng blev behandlet i skolen af hans kammerater, som var alt andet end søde ved ham… Det viser sig så rent faktisk, at det er fortælleren selv, som det gik udover, da han var barn. ‘William’ fik virkelig mine øjne op for, hvor onde børn ret faktisk kan være ved hinanden, men jeg håber også, at der i dag bliver grebet ind, hvis nogen bliver så dårligt behandlet, som det er tilfældet med drengen i ‘William’.
‘Bananfluerne’ omhandler en fyr, som flytter ind i en lejlighed og ret hurtigt bliver træt af underboen, der hele tiden støjer usandsynligt meget, og meget tit skændes en hel del med de skiftende kærester. Fyren flytter hjem til forældrene i nogen måneder, og da han vender tilbage til lejligheden er der pludselig meget stille hos underboen og han plages af en sværm af bananfluer, som blot bliver større og større. Der går måneder, og en dag kommer politiet forbi og spørger, hvad han ved om underboen. Det viser sig, at hun er død og har været det i længe uden at nogen har reageret. ‘Bananfluerne’ fik mig virkelig til at tænke over, at det er skræmmende, at sådan noget virkelig kan ske i Danmark uden, at der er nogen der opdager noget… Og denne novelle viser også en hel del om danskernes berøringsangst.

Der er kun en ting at sige, og det er, at hvis du endnu ikke har læst Jan Sonnergaards noveller, så gælder det bare om at komme i gang. Her er virkelig tale om en meget god læseoplevelse, og jeg er glad for, at jeg tog en af kommentarerne på min blog alvorligt om, at jeg ikke skulle starte på novellerne i eksamensperioden. De er virkelig fængende, og man må hellere lige se, hvad ham Jan Sonnergaard nu finder på at skrive noget om i den næste novelle.

Read Full Post »

Søren Lind – Høns i pluralis og på flugt

Høns i pluralis og på flugt er en novellesamling, som består af 18 forskellige noveller. De 5 af novellerne hænger dog sammen, da disse alle er bygget op omkring Jeppe, som skriver til søsteren Nete, om hans liv i Moskva.
Novellerne er meget forskellige, men hovedparten af dem er rigtig gode. Jeg kunne specielt godt li’ ‘Gamle mænd’ og ’35 somre.’
I ‘Gamle mænd’ hører vi om to mænd, som sidder på et plejehjem, men efter et par afsnit gøres der opmærksom på, at det egentlig er fjollet, at det er der de sidder, og at de nu i stedet sidder i en have hos den enes søn. Disse sceneskift forekommer hele novellen igennem, og man når hele tiden lige at forestille sig, hvordan atmosfæren er inden denne igen skifter.
I ’35 somre’ hører vi om fortællerens oplevelser i de 35 somre han har været til. Der bruges et afsnit til hver sommer, og det er ellers ikke så lidt fortælleren når at opleve i løbet af de somre. På sin vis en simpel måde at bygge novellen op på, men det fungerer godt.

Søren Linds novellesamling er anbefalelsesværdig. Der er en masse små, gode læseoplevelser at hente i de forskellige noveller, selvom jeg dog var knap så begejstret for ‘Oslo Rådhus’ og ‘Dårligt nyt og kaffe.’ Det er dog ikke nok til at ødelægge det overordnede gode indtryk af novellesamlingen, og et par kiksere skal der jo være plads til for en debutant.

Read Full Post »

Thue Friislund – Forsvindingsnummer

Forsvindingsnummer indeholder 14 noveller, som alle på en eller anden måde, efterlader en med noget at tænke over, når man har læst dem.

Der er en novelle ‘Plænen’ som handler om et ægtepar der indtager græsplænen i baggården med deres sofa, havearbejde og ret højlydte skænderier.
Der er en anden novelle ‘Vedrørende en formodet afdød ægtefælle’ om en mand, hvis kone er forsvundet sporløst på biografens toilet, og nu skriver han så et brev til præsten for at høre, om han ved, hvor konen er.
Der er en tredje novelle ‘Stregkoder’ om en mand og hans kone, som er på ferie i et sommerhus i en uge, og hvor ferien i sommerhuset er anledningen til, at de kan få sorteret alle deres familiefotos i kronologisk rækkefølge.

På sin vis er handlingen i alle novellerne meget simpel, men der er alligevel et eller andet dybereliggende ved dem, som fanger en. Jeg kunne godt li’ alle novellerne og der var ikke en af dem, som jeg vil sige var dårlig. Umiddelbart synes jeg det var titelnovellen ‘Forsvindingsnummer’ som var den bedste, idet den har et ret sjovt plot.

Read Full Post »

Etgar Keret – 8 % af ingenting

8 % af ingenting er en novellesamling, som består af 31 vidt forskellige noveller, der (næsten) alle er ret korte. Novellerne har dog alle det til fælles, at de skildrer et eller andet fra hverdagen, men på en absurd, humoristisk og anderledes måde.
Vi hører bl.a. historien om hunden, der nægter at forsvinde, heller ikke selvom den bliver skudt. Og vi hører om, hvordan Benny Bagsmæk fik sit navn. Vi hører desuden om drengen, der bliver højere og højere, alt imens hans forældre bare bliver mindre og mindre. Yderligere får vi fortalt om Gurs teori om kedsomhed, som kort sagt går ud på, at 95 % af alting er ren kedsomhed.

Novellerne er ganske god underholdning, og det passer lige længdemæssigt med, at man kan læse et par stykker eller tre inden sengetid. En af novellerne – den om kedsomheden – fik mig faktisk til at tænke lidt. Er det nu rent faktisk 95 % af alting, der er kedsomhed?
Novellesamlingen kan godt anbefales, men novellerne er ikke bedre end, at man ikke går glip af noget, hvis ikke man læser dem. Alt i alt en novellesamling jeg ret hurtigt glemmer igen, men som jeg på den anden side set heller ikke har fortrudt, at jeg har læst.

Read Full Post »

Banana Yoshimoto – Kitchen

Kitchen består af tre noveller, hvoraf de to af dem – Kitchen og Fuldmåne – er sammenhængende, mens den sidste – Moonlight Shadow – er selvstændig. Emnerne for de tre noveller er dog meget identiske idet de alle drejer sig om sorg, kærlighed og det at miste den/dem man holder af.

Kitchen og Fuldmåne handler om Mikage, der mister sin bedstemor, som er det sidste familie hun har tilbage. Yuichi, der har arbejdet i en blomsterbutik, hvor Mikages bedstemor tit handlede, tilbyder at Mikage kan bo hos ham, og hans far, som rent faktisk er hans mor Eriko, da han er blevet til en kvinde efter, at Yuichis rigtige mor døde af kræft.
Den første af novellerne, Kitchen, følger Mikage, da hun får ryddet lejligheden som hun boede i sammen med sin bedstemor, og vi følger hende efter, at hun flytter hjem til Yuichi og Eriko.
Den næste novelle, Fuldmåne, foregår noget tid senere, hvor Eriko er død, og Yuichi ringer til Mikage for at fortælle det. Det er noget tid siden Eriko er død, men Yuichi har ikke kunnet få sig selv til at ringe til Mikage, men da han endelig får det gjort kommer Mikage hjem til ham med det samme. Vi følger Yuichis kamp for at komme på rette vej igen, og hans kamp for at finde ud af hvad han rent faktisk føler for Mikage.

Den tredje novelle i bogen, Moonlight Shadow, handler om Satsuki, der har mistet sin kæreste Hitoshi ved en ulykke. Ved denne ulykke døde Hitoshis lillebrors kæreste også. Vi følger Satsuki i månederne efter Hitoshis død, hvor hun prøver at få bearbejdet sorgen. Dette gør Satsuki ved at være sammen med Hitoshis lillebror, Hiragi, og desuden er det balsam for Satsukis sjæl, at hun hver morgen tager en løbetur ned til en bro, hvor hun altid mødtes med Hitoshi. Efter dagens løbetur går hun hjem og sover, og andet foretager hun sig ikke. En dag møder Satsuki en mærkelig dame ved broen, nemlig Urara. Urara får Satsuki til at møde op ved broen en bestemt dag på et bestemt tidspunkt for da vil der ske noget, som kun sker hvert 100. år….

Alle tre noveller har et eller andet japansk over sig, og jeg tænkte egentlig lidt på Murakami, da jeg læste dem. Der forekommer den samme stemning i novellerne, som der er i mange af Murakamis fortællinger.
Novellerne er let læste, og de kan anbefales, da Yoshimoto formår at få en helt speciel stemning frem, og ovenstående beskrivelser af novellernes indhold yder slet ikke denne stemning retfærdighed.

Read Full Post »