Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for august 2007

Her er tale om en sød lille roman om den 15-årige dreng Christopher Boone, der lider af Aspergers syndrom, som er en form for autisme, hvilket gør, at han ikke bryder sig om, at folk rører ved ham. Christopher bor i en lille by sammen med sin far. Han forstår ikke metaforer, ironi og ansigtsudtryk og han hader farverne gul og brun. Til gengæld så elsker han matematik, logik og sandheden. Lister er desuden også et hit.
En dag finder Christopher genboens hund, der er blevet myrdet med en greb, og han sætter sig for at ville finde gerningsmanden. Efterforskningen af mordet sender Christopher ud på en rejse til London gennem en verden, som han ikke forstår pga. hans autisme. Denne rejse begiver Christopher sig ud på til trods for sin angst for fremmede mennesker og fremmede steder. Rejsen fører godt nok Christopher til målet og dermed løsningen på mordgåden, men den medfører også store omvæltninger for ham, og han finder ud af, at det ikke altid er sandheden, som folk fortæller ham, selvom han altid selv er ærlig.

Den mystiske sag om hunden i natten er i stil med Naiv.Super af Loe, og den er ligesom denne også hurtigt læst. Der er tale om en lille hyggelig bog, og det er bestemt en læseoplevelse jeg ikke ville have været foruden.
Det er Christopher, der er jeg-fortæller i bogen, og teksten bærer derfor præg af, at den er skrevet af en autistisk dreng. Sproget er enkelt, men alligevel formår bogen at beskrive, hvordan det er at være Christopher, hvordan han tænker og hvorfor han reagerer som han gør, i de forskellige situationer. Disse beskrivelser er overbevisende og man bliver grebet af bogen når man først er i gang med den. Christopher formår at beskrive sit univers på sin helt egen måde, og jeg synes det er det som gør bogen både sød, men også vedkommende.

Læs den på en dag eller to og bliv en lille god, sød og hyggelig læseoplevelse rigere :o)

Read Full Post »

Nick Flynn har her skrevet en erindringsbog om sit turbulente liv og den manglende base i barndommen. Da Nick Flynn er 27 år arbejder han på et herberg for hjemløse i Boston, og her møder han tilfældigt sin far, som han knap nok kan huske at have set tidligere. Nicks far, Jonathan, søger logi på herberget, hvor Nick arbejder. Igennem bogen fortæller Nick om barndommen, ungdommen og voksenlivet, hvor han skiftevis har boet på en gammel båd og ovenpå en nedlagt stripbar.
Endnu en lortenat i en røvsyg by er bygget om således, at der veksles mellem kortere og længere glimt fra forskellige begivenheder og oplevelser i Nicks liv. Vi får fortalt om opvæksten med broren og moren, der forsøgte at holde sammen på familien til trods for de skiftende kærester.

Endnu en lortenat i en røvsyg by er hurtig læst, og jeg synes ikke umiddelbart den er værd at ofre mere tid på end det. Handlingen er visse steder ret barsk og et eller andet sted kan jeg ikke undgå at føle med de mennesker, som lever på gaden, selvom mange af dem selv på en måde har taget en beslutning om, at de gerne vil leve på gaden. Men bogen gør klart indtryk, og man får et indblik i, hvordan det er at leve på gaden, og ikke mindst hvordan det er for Nick at opleve, at hans egen far er hjemløs og alkoholiseret og rent faktisk har brug for den hjælp som Nick og de andre frivillige yder.
Her er tale om en udmærket bog, men heller ikke mere end det.

Read Full Post »

Året er 1982. Den13 årige dreng Jason Taylor bor i Black Swan Green, en rigtig kedelig by i England, som ikke har en eneste svane til trods for navnet. Han har tre hemmeligheder: Han stammer, han har ødelagt sin farfars armbåndsur og han skriver digte til kirkebladet under pseudonym.
Jasons familie er ved at gå i opløsning, fordi Jasons storesøster skal til at flytte hjemmefra. Hans forældre skændes meget, og Jason kategoriserer disse skænderier på en skala fra et til fem. Det er dog mere hierarkiet og statusen i skolegården som betyder noget for Jason, og han prøver desperat at blive mere populær.
Vi følger Jason i 13 forskellige episoder i hans 13 årige liv, som primært er domineret af bøller, men som også handler om venskaber, piger, Falklandskrigen og sigøjnere.
Black Swan Green handler kort sagt om det at finde et ståsted og sin plads i verdenen i overgangen fra barn til teenager.
Bogen har fået meget ros, men jeg synes ikke den var fantastisk. Jeg tror dog det er på grund af, at jeg havde nogle andre forventninger end bogen kunne indfri. Mit umiddelbare indtryk var, at bogen og de forskellige episoder var mere sammenskrevede end de viste sig at være, da jeg læste bogen.
Black Swan Green er en udmærket bog, og jeg synes den fanger problematikken omkring barn/teenager godt. Og så er Jason beskrevet, som en rigtig sympatisk fyr, man ikke kan andet end at elske.

Read Full Post »

« Newer Posts